Facebook

Manner, jeg er træt. Har lige været til Elternabend i Jakobs Kindergarten. Det er en blanding af 0 klasse og børnehave. Men minder mest om 0. Hele mødet var fra 19:00 - 20:30 og forgik på Schweizertysk, noget forstod jeg, resten gav ingen mening. Heldigvis hjalp mine 11 år som pædagog mig, så jeg i store træk kunne forstå hvad de talte om.

De fremlagde hele deres pædagogiske grundlag for undervisningen, de henviste til relevante teoretikere og havde praksiseksempler og alt muligt. Som alt andet her i Schweiz, var det meget professionelt og gennemarbejdet.

De viste også et billede af børnene, et barn af gangen. Så skulle forældrene til det pågældende barn rejse sig, og lave en kort præsentation af sig selv og barnet. Det er dælme smart. Som forælder fik man et meget hurtigere indtryk af klassen, jeg tror også det styrker sammenholdet. For i Schweiz forventes det, at Kindergarten børn selv går i skole. Det er en del af deres udvikling og skal gøre dem mere selvstændige.

Som pædagog kan jeg sagtens se pointen, og jeg kan jo hver dag se alle små pus der selv tager bus i skole eller går. Alle har refleksvest på, det er obligatorisk. Som Københavnermor er jeg ved at dø af skræk. Synes Jakob er ALT for lille til den slags. Men jeg har lovet ham at han selv må gå efter efterårsferien... Jeg må jo springe ud i det!

Egentlig skulle det her indlæg handle om Facebook. Så det vil jeg skrive om nu. Man kan have mange meninger om Facebook. Jeg elsker det. Det giver mig så ufattelig meget godt. Inden vi skulle flytte herned, søgte jeg efter relevante grupper at melde mig ind i, og fandt 5 stk. "Danskere i Zürich" "Danske kvinder i Zürich" "Danskere i Zug" " Danske kvinder i Zug" og "Zug Expats".  Alle 5 grupper har vist sig at være voldsomt brugbare. Det er netværk serveret på et sølvfad. Og folk er simpelthen så søde. Jeg har 2 kaffeaftaler med danske familier, som jeg er kommet i kontakt med via disse grupper. Det er genialt.

Det var også Facebook grupperne der hjalp os, da vores bil crashede i Winterthur for 14 dage siden. Jeg postede: " Vi er chrashet i Wintherthur, bremserne er kaput, what to do?" Og inden for bare 2 minutter, havde jeg de telefonnumre på de nærmeste værksteder jeg skulle bruge. Samt en masse hjælpende hænder der bød sig til. Det var så rørende og dejligt.

I "Zug Expat" gruppen har jeg fundet "The English speaking Theatre Group in Zug", tænk det findes sgu også. Jeg skal ind og se deres forestilling på søndag, og forhåbentlig til audition efter jul. Tænk at kunne få lov til at spille musical på engelsk her, så kan jeg vist ikke bede om mere.

Nu tænker du nok at jeg lever i en Expat Ghetto og slet ikke møder Schweiz. Det tænkte jeg også. Og derfor meldte jeg mig til forældrebestyrelsen i Jakobs Kindergarten. Tænker det er smart for min integration.

Helt uden Facebook :-)