Den nye i klassen

Jeg var ganske klar over at alt ville være nyt, da vi flyttede til Schweiz. Det var jo ligesom en af pointerne. At få lov til at starte forfra. En frisk side i bogen, helt blank og fin. Og bevares, det har været, og er stadig, den vildeste ride. Men hold op, hvor er det også hårdt!

Og det kommer faktisk bag på mig. De sidste 10 dage har jeg løbet mig en lille tur hver morgen, og er kommet hjem glad og fuld af energi. "Hvorfor pokker er jeg først begyndt på det nu?" Spurgte jeg mig selv, og nu har jeg fundet svaret; Fordi jeg simpelthen har været SÅ træt.

Det er, som når man starter nyt arbejde, der går ca 6 måneder før man er rigtig inde i kulturen, og ikke bare smider sig udmattet på sofaen når man kommer hjem.

Og det er præcis hvad ungerne og jeg har gjort. Vi har smidt os på sofaen om eftermiddagen. Og det har været ok. Men nu kan jeg mærke en ny energi hos os alle. Vi gider ting nu. Vi tager ud, vi leger mere. Det er fantastisk.

Det er en kæmpe oplevelse at være "den nye i klassen" i ALLE relationer i livet. Er du vanvittig man lærer meget om sig selv.

Jeg er 100% ude af min komfortzone når vi prøver på Chess. Siden 1998 har jeg udelukkende sunget med Læderhalsene, det er dælme grænseoverskridende at synge sammen med fremmede .( Især når de er så pisse-dygtige) Men det er også vildt fedt, og hold op jeg lærer en masse.

I dag starter vores Frülingsferie. 14 dejlige dage, som vi skal bruge i København. Hjem til alle de gamle og velkendte relationer. Vi glæder os. Glæder os til at få et storbyfix, men jeg er også spændt. For det er en forandret familie der kommer hjem til "alt det gamle". Vil det føles som en tidslomme? Som om alle andre er gået i stå?  Eller vil det bare være dejligt? Vil børnene føle sig splittede mellem København og Zug? Og hvornår føles Zug mere "hjemme" end København? Og vil jeg savne storbyen eller bjergene?

Jeg kan på nuværende tidspunkt kun konkludere en eneste ting; Vores liv er et eventyr og jeg elsker det.