mandag den 4. juli 2016

Det første år

På fredag har mine børn sidste skoledag, og vi har sommerferie.

Hold nu OP! Der er gået et år. ET ÅR! Det er muligvis det hurtigste år i verdenshistorien. Jeg kan slet, slet ikke forstå det. Tænk at vi har boet her et helt år...

Status er; at vi er sindsygt, vanvittigt glade for det. Det er, by far, den bedste voksenbeslutning jeg nogen sinde har taget på min families vejne. Vi stortrives på vores bjerg.

I mine første indlæg, tænkte jeg meget over, hvornår mon "honeymoon-fasen" var overstået, hvornår det mon blev hverdag i Zug. Det tænker jeg sådan set stadig over, for det er endnu ikke hændt.

Jeg tænker stadig "WOW" hver eneste gang vi kører over bjergene når vi skal til dansundervisning, eller hver gang vi går nede ved søen, eller bare når jeg kigger ud af mit stuevindue.

Tiden flyver afsted, og der sker hele tiden noget nyt. Det er så forfriskende og spændende og herligt.

Jeg opdager hele tiden nye sider af Zug og af mig selv, for det har ikke kun været en fysisk rejse og flytning. Det er ikke kun sproget, maden, skole, vennerne, omgivelserne og systemerne der er nye. Det er også mig. At få lov til at omdefinere mig selv i en alder af 38 er den vildeste rejse, og jeg nyder hvert sekund.

En indre rejse, som jeg virkelig tørstede efter at tage, og som er lige dele frustrende og vidunderlig. Jeg føler at jeg dagligt træder ud af min comfort zone og lærer noget nyt.

At få nye venner midt i livet, er slet ikke så svært som jeg frygtede. Vi har mødt nogle vidunderlige mennesker, som har taget imod os med åbne arme, og jeg er bare så taknemmelig og glad.

Jeg har åbnet døren på klem til teaterlivet igen, en dør jeg ellers havde både lukket og låst for 17 år siden, og aldrig troede jeg skulle bliver selvsikker nok til at åbne igen. Det er vildt nok med et skuespil comback i en alder af 38! Men jeg stornyder hvert øjeblik, også de svære og frustrende. Og FUCK, hvor er det den vildeste gave at få lov at synge 3 gange om ugen. Det er så ubeskriveligt fantastisk. Jeg kan mærke at jeg bliver bedre og kan flere og flere ting med stemmen. Sådan en følelse har jeg ikke haft siden mine dage på Sankt Annæ Gymnasium.

"Jamen har du slet ikke tvivlet?" " Er der ikke tidspunkter hvor du har fortrudt?" "Og hvordan med savnet til Danmark?"

Nej, jeg har faktisk aldrig tvivlet. Jeg har altid haft en brændende lyst til at bo henne i verden. Til at alt bare var anderledes. Og vi taler aldrig om hvornår vi skal flytte til Danmark igen, vi er mere ude i noget; "Om 10 år, når ungerne er færdige med skolen, hvor skal vi så hen? Paris? New York?" Verden er lige her, det er bare med at bruge den.

Og jovist savner vi vores danske venner og vores familie. Men med sms, chat, og skype og hvad ved jeg, så er vi jo i kontakt hele tiden. Og vi får heldigvis masser af dejlige gæster hjemmefra.

Børnene savner stadig deres danske venner. Og til tider er det rigtig svært for dem. Især for Karoline, som jo er næsten 10 år. Men hun skriver breve med veninderne og det hjælper rigtig meget. Og vi sørger for legeaftaler når vi er i København. Og heldigvis trives begge børn her og har fået masser af nye gode venner og skolekammerater.

Så til alle jer der overvejer om I skal "rive familen op" og flytte ud i verden, GØR DET! Det er den vildeste oplevelse.

Jeg glæder mig over hver dag her i Zug og håber at den her følelse vil vare længe endnu. Selvom mine børn er så trætte af at høre mig sige hvert andet øjeblik:" Er her ikke smukt, se lige bjergene"






1 kommentar:

  1. Hvor er det en skøn beskrivelse. Den er så dybtfølt og nysgerrig. Tak for den!

    SvarSlet