fredag den 15. april 2016

Den nye i klassen

Jeg var ganske klar over at alt ville være nyt, da vi flyttede til Schweiz. Det var jo ligesom en af pointerne. At få lov til at starte forfra. En frisk side i bogen, helt blank og fin. Og bevares, det har været, og er stadig, den vildeste ride. Men hold op, hvor er det også hårdt!

Og det kommer faktisk bag på mig. De sidste 10 dage har jeg løbet mig en lille tur hver morgen, og er kommet hjem glad og fuld af energi. "Hvorfor pokker er jeg først begyndt på det nu?" Spurgte jeg mig selv, og nu har jeg fundet svaret; Fordi jeg simpelthen har været SÅ træt.

Det er, som når man starter nyt arbejde, der går ca 6 måneder før man er rigtig inde i kulturen, og ikke bare smider sig udmattet på sofaen når man kommer hjem.

Og det er præcis hvad ungerne og jeg har gjort. Vi har smidt os på sofaen om eftermiddagen. Og det har været ok. Men nu kan jeg mærke en ny energi hos os alle. Vi gider ting nu. Vi tager ud, vi leger mere. Det er fantastisk.

Det er en kæmpe oplevelse at være "den nye i klassen" i ALLE relationer i livet. Er du vanvittig man lærer meget om sig selv.

Jeg er 100% ude af min komfortzone når vi prøver på Chess. Siden 1998 har jeg udelukkende sunget med Læderhalsene, det er dælme grænseoverskridende at synge sammen med fremmede .( Især når de er så pisse-dygtige) Men det er også vildt fedt, og hold op jeg lærer en masse.

I dag starter vores Frülingsferie. 14 dejlige dage, som vi skal bruge i København. Hjem til alle de gamle og velkendte relationer. Vi glæder os. Glæder os til at få et storbyfix, men jeg er også spændt. For det er en forandret familie der kommer hjem til "alt det gamle". Vil det føles som en tidslomme? Som om alle andre er gået i stå?  Eller vil det bare være dejligt? Vil børnene føle sig splittede mellem København og Zug? Og hvornår føles Zug mere "hjemme" end København? Og vil jeg savne storbyen eller bjergene?

Jeg kan på nuværende tidspunkt kun konkludere en eneste ting; Vores liv er et eventyr og jeg elsker det.











mandag den 4. april 2016

Noget om vandrehistorier

Når man flytter et andet sted hen, det kan være en ny by eller et nyt land, eller bare opgang, så følger der næsten altid vandrehistorier med.

Jeg har hørt mange vandrehistorier om Schweiz, og jeg ved ikke helt om jeg skal tro på dem. Måske har de et gran af sandhed i sig, måske er det bare det pure opspind. Jeg synes at balancen mellem vandrehistorier og fordomme, er svær. For hvad er hvad?

Jeg er af flere omgange, og i forskellige selskaber blevet præsenteret for følgende historier:

1) "Schweizerene er virkelig lukkede og indebrændte mennesker, du bliver aldrig ven med en lokal! "

2) "Jeg kender en fyr, som fik en bøde på 500 chf, fordi han ikke havde sorteret sit affald korrekt. Myndighederne gennemgik hans skraldespand for at tjekke ham. Så pas på når du smider ud!"

3) " Ja, ja, man skal tage overdrevet meget hensyn når man bor i lejlighed. De lokale er mega sure. Min ven fik engang et brev fra sine naboers advokat, fordi han havde stillet sin cykel i opgangen."

4). " Jeg har hørt om en opgang, hvor man skulle være så stille, at man ikke måtte trække ud i wcet mellem 22:00 og 05:00, fordi det larmede. Hvis man gjorde det alligevel, skulle man kunne dokumentere at man havde været syg."

Det kan godt være at vi er meget heldige, men det er altså slet ikke det indtryk jeg har fået af Schweiz. Vi er godt nok stadig i "honeymoon-fasen" hvor alt stadig er nyt og spændende, men jeg har kun mødt positive og søde mennesker.

I vores opgang er der masser af rod, på den gode måde. Folk smiler og hilser og snakker når vi mødes. De er hjælpsomme og søde.

Ligeså de andre forældre i børnenes skoler, jeg har kun et godt indtryk.

Så jeg venter spændt på at der kommer ridser i lakken. Indtil da vil jeg nøjes med at nyde at foråret er kommet, det gør kun vores Zuglife endnu dejligere.