onsdag den 16. december 2015

Lidt om jul

Da vi pakkede flyttebilen i København i juni måned, havde vi en diskussion om, hvorvidt vi skulle slæbe vores julekasser med. Jeg insisterede, og de kom med til Zug. Og det er jeg simpelthen så glad for i dag.

Hvis vi skulle kaste os ud i det her projekt, skulle det være helhjertet og alt skulle med.

Da december nærmede sig, gik jeg i kælderen for at hente julekasserne. Jeg var så spændt på om jeg mon ville komme i ægte julestemning, her i vores nye hjem. Indrømmet, jeg er totalt julenørd. Jeg ELSKER december, med alt hvad den indebærer.

Vi pyntede op i stuen, og her blev så fint. Ungerne lavede nisselandskab og vi lyttede til julemusik og læste julehistorier og spiste pebernødder. Den ægte stemning kom snigende.

I løbet af december har vi holdt vores danske traditioner i hævd, vi har set og åbnet U-landskalender, lavet dekorationer med kalenderlys osv. Vi har faktisk nydt, at være "lidt alene", som man jo er, som nytilflyttet, for vi har ikke skule ræse til alle mulige og umulige arrangementer.

Vi har nydt div julemarkeder i Zug og Zurich. Og smagt på lokale julelækkerier.

I mandags pakkede jeg så alt julepynten væk igen! Vi kører til København på fredag og jeg magtede ikke at komme hjem i januar til en julepyntet lejlighed. Og sært nok, kom jeg endnu mere i julestemning af at pakke det hele sammen igen og gøre hovedrent.

For nu, bliver det ægte rigtig jul. NU skal vi hjem til familien og vennerne og Tivoli og se lysene på D´angleterre, og drikke gløgg og gnaske æbleskiver.

Jeg har været i den skønneste julestemning lige siden. For det kan godt være at her er vidunderligt og vi elsker at bo her. Men helt ærlig, julen skal man dele med sin familie. Vi skal i Tivoli lillejuleaften og for en kort periode glæder jeg mig til at "alt er som det plejer".  For med alt det nye vi oplever hele tiden, tror jeg vi har brug for en lille pause.

Og så kan jeg jo håbe på, at vi næste år kan lokke familien til Schweiz, så "Alt som det plejer" kunne snige sig ind på Zugerberg.

Rigtig glædelig jul.

mandag den 16. november 2015

Danskerkolonien

"Vi flytter til Schweiz." " Nå, hvor spændende, hvor skal I bo?" " I Zug." " Nååå, i Danskerkolonien....."

Åh, hvor har jeg hørt det mange gange. Det var ikke årsagen til at vi flyttede til Zug, vi er de eneste danskere i vores kvarter og Jakob er den eneste dansker i sin klasse. Vist har vi fået nye danske venner her, men det er vel narurligt at man finder sammen med ligesindede eller hvad? Facebookgruppen "Danskere i Zug" har 164 medlemmer, meen det er jo altså et temmelig stort areal det dækker.

Det er altså ikke noget jeg tænker over, lige indtil i fredags.

Torsdag eftermiddag åbner jeg vores postkasse og finder et brev til Familien Ewald. Jeg åbner brevet og finder en lejekontrakt på en lejlighed! Da vi på ingen måde skal flytte, undrer jeg mig og tjekker kuverten en ekstra gang. Åh, brevet var til FILIP Ewald og ikke familien Ewald. My bad. Men hvorfor er det havnet i vores postkasse? Så mange hedder da ikke Ewald!

Jeg ser nærmere på lejekontrakten og opdager at Filip Ewald bor i nr 5b og vi bor i nr 58. På samme vej. Postbuddet må have set forkert. Jeg griner og tænker" Sikke et sjovt sammentræf, der bor 2 familier Ewald på vores vej."

Jeg beslutter mig for at aflevere brevet dagen efter.

Fredag kører jeg ned til nr 5b og ringer på. På tysk forklarer jeg at jeg har et brev til dem, om jeg må komme op og aflevere det. Jeg vil gerne forklare hvorfor jeg har åbnet brevet. Jeg kommer op til lejligheden og en rar dame står i døren. Hun er vel 10 år ældre end mig. "Taler du engelsk?" Spørger jeg på tysk. Det gør hun, og jeg begynder at forklare hvem jeg er og hvorfor jeg har åbnet deres brev.  Damen er mægtig rar og vi sludrer lidt, det er vældig hyggeligt. Til sidst spørger hun hvor jeg kommer fra, da Ewald faktisk er et familienavn. " I am from Copenhagen, Denmark" Svarer jeg. Til det svarer den rare dame, på dansk" Og jeg er Merete fra Lyngby, kommer du ikke ind og får en kaffe...."

"Vi flytter til Schweiz" " Nå, hvor spændende, hvor skal I bo" " I Zug" " Nåå, i Danskerkolonien?" " Oh yes..."


tirsdag den 8. september 2015

Facebook

Manner, jeg er træt. Har lige været til Elternabend i Jakobs Kindergarten. Det er en blanding af 0 klasse og børnehave. Men minder mest om 0. Hele mødet var fra 19:00 - 20:30 og forgik på Schweizertysk, noget forstod jeg, resten gav ingen mening. Heldigvis hjalp mine 11 år som pædagog mig, så jeg i store træk kunne forstå hvad de talte om.

De fremlagde hele deres pædagogiske grundlag for undervisningen, de henviste til relevante teoretikere og havde praksiseksempler og alt muligt. Som alt andet her i Schweiz, var det meget professionelt og gennemarbejdet.

De viste også et billede af børnene, et barn af gangen. Så skulle forældrene til det pågældende barn rejse sig, og lave en kort præsentation af sig selv og barnet. Det er dælme smart. Som forælder fik man et meget hurtigere indtryk af klassen, jeg tror også det styrker sammenholdet. For i Schweiz forventes det, at Kindergarten børn selv går i skole. Det er en del af deres udvikling og skal gøre dem mere selvstændige.

Som pædagog kan jeg sagtens se pointen, og jeg kan jo hver dag se alle små pus der selv tager bus i skole eller går. Alle har refleksvest på, det er obligatorisk. Som Københavnermor er jeg ved at dø af skræk. Synes Jakob er ALT for lille til den slags. Men jeg har lovet ham at han selv må gå efter efterårsferien... Jeg må jo springe ud i det!

Egentlig skulle det her indlæg handle om Facebook. Så det vil jeg skrive om nu. Man kan have mange meninger om Facebook. Jeg elsker det. Det giver mig så ufattelig meget godt. Inden vi skulle flytte herned, søgte jeg efter relevante grupper at melde mig ind i, og fandt 5 stk. "Danskere i Zürich" "Danske kvinder i Zürich" "Danskere i Zug" " Danske kvinder i Zug" og "Zug Expats".  Alle 5 grupper har vist sig at være voldsomt brugbare. Det er netværk serveret på et sølvfad. Og folk er simpelthen så søde. Jeg har 2 kaffeaftaler med danske familier, som jeg er kommet i kontakt med via disse grupper. Det er genialt.

Det var også Facebook grupperne der hjalp os, da vores bil crashede i Winterthur for 14 dage siden. Jeg postede: " Vi er chrashet i Wintherthur, bremserne er kaput, what to do?" Og inden for bare 2 minutter, havde jeg de telefonnumre på de nærmeste værksteder jeg skulle bruge. Samt en masse hjælpende hænder der bød sig til. Det var så rørende og dejligt.

I "Zug Expat" gruppen har jeg fundet "The English speaking Theatre Group in Zug", tænk det findes sgu også. Jeg skal ind og se deres forestilling på søndag, og forhåbentlig til audition efter jul. Tænk at kunne få lov til at spille musical på engelsk her, så kan jeg vist ikke bede om mere.

Nu tænker du nok at jeg lever i en Expat Ghetto og slet ikke møder Schweiz. Det tænkte jeg også. Og derfor meldte jeg mig til forældrebestyrelsen i Jakobs Kindergarten. Tænker det er smart for min integration.

Helt uden Facebook :-)

onsdag den 2. september 2015

En ny begyndelse

Hmmm, så prøver jeg lige det der blog-noget...

Denne her blog kommer til at handle om mig og min familie og vores nye liv. Vi er flyttet fra København til Zug i Schweiz.

Det er så vild en rejse. At pakke alt hvad man ejer og har og bare flytte. Det er grænseoverskridende, angstprovokerende, virkelig spændende, vildt fedt og vigtigst af alt, den vildeste frihedsfølelse.

At køre ned ad den tyske autobahn, i min egen bil, bagved vores lejede kassevogn og tænke:" der kører ALT hvad vi ejer, vi har taget alt med."  Det var simpelthen så fedt.

Turen gik rigtig godt og vi kom fint ind i lejligheden. Nu har vi boet her i en måned. Vi er ikke helt på plads endnu, vi havde fx ikke så mange møbler med fra Danmark. Det må vi købe i løbet af det næste års tid.

Børnene er startet i skole og det er gået over al forventning. Karoline elsker det, Jakob har accepteret det, men det kommer helt sikkert til at blive sjovere for ham når han kan noget tysk.

Her er så forbandet smukt over det hele, det er helt skørt. Jeg har altid anset mig selv om inkarneret bymenneske, hvis vi skulle flytte ud af København, skulle det være en større by. Men de her bjerge i Zug, de gør noget ved mig. Naturen er så tæt på, så ubeskrivelig smuk og storladen. Her er luft. Her er alt det jeg ikke anede jeg gik og manglede.

Jeg håber I har lyst til at følge med i vores Zuglife, jeg skal prøve at beskrive det så godt jeg kan.

KH Lizette