mandag den 4. juli 2016

Det første år

På fredag har mine børn sidste skoledag, og vi har sommerferie.

Hold nu OP! Der er gået et år. ET ÅR! Det er muligvis det hurtigste år i verdenshistorien. Jeg kan slet, slet ikke forstå det. Tænk at vi har boet her et helt år...

Status er; at vi er sindsygt, vanvittigt glade for det. Det er, by far, den bedste voksenbeslutning jeg nogen sinde har taget på min families vejne. Vi stortrives på vores bjerg.

I mine første indlæg, tænkte jeg meget over, hvornår mon "honeymoon-fasen" var overstået, hvornår det mon blev hverdag i Zug. Det tænker jeg sådan set stadig over, for det er endnu ikke hændt.

Jeg tænker stadig "WOW" hver eneste gang vi kører over bjergene når vi skal til dansundervisning, eller hver gang vi går nede ved søen, eller bare når jeg kigger ud af mit stuevindue.

Tiden flyver afsted, og der sker hele tiden noget nyt. Det er så forfriskende og spændende og herligt.

Jeg opdager hele tiden nye sider af Zug og af mig selv, for det har ikke kun været en fysisk rejse og flytning. Det er ikke kun sproget, maden, skole, vennerne, omgivelserne og systemerne der er nye. Det er også mig. At få lov til at omdefinere mig selv i en alder af 38 er den vildeste rejse, og jeg nyder hvert sekund.

En indre rejse, som jeg virkelig tørstede efter at tage, og som er lige dele frustrende og vidunderlig. Jeg føler at jeg dagligt træder ud af min comfort zone og lærer noget nyt.

At få nye venner midt i livet, er slet ikke så svært som jeg frygtede. Vi har mødt nogle vidunderlige mennesker, som har taget imod os med åbne arme, og jeg er bare så taknemmelig og glad.

Jeg har åbnet døren på klem til teaterlivet igen, en dør jeg ellers havde både lukket og låst for 17 år siden, og aldrig troede jeg skulle bliver selvsikker nok til at åbne igen. Det er vildt nok med et skuespil comback i en alder af 38! Men jeg stornyder hvert øjeblik, også de svære og frustrende. Og FUCK, hvor er det den vildeste gave at få lov at synge 3 gange om ugen. Det er så ubeskriveligt fantastisk. Jeg kan mærke at jeg bliver bedre og kan flere og flere ting med stemmen. Sådan en følelse har jeg ikke haft siden mine dage på Sankt Annæ Gymnasium.

"Jamen har du slet ikke tvivlet?" " Er der ikke tidspunkter hvor du har fortrudt?" "Og hvordan med savnet til Danmark?"

Nej, jeg har faktisk aldrig tvivlet. Jeg har altid haft en brændende lyst til at bo henne i verden. Til at alt bare var anderledes. Og vi taler aldrig om hvornår vi skal flytte til Danmark igen, vi er mere ude i noget; "Om 10 år, når ungerne er færdige med skolen, hvor skal vi så hen? Paris? New York?" Verden er lige her, det er bare med at bruge den.

Og jovist savner vi vores danske venner og vores familie. Men med sms, chat, og skype og hvad ved jeg, så er vi jo i kontakt hele tiden. Og vi får heldigvis masser af dejlige gæster hjemmefra.

Børnene savner stadig deres danske venner. Og til tider er det rigtig svært for dem. Især for Karoline, som jo er næsten 10 år. Men hun skriver breve med veninderne og det hjælper rigtig meget. Og vi sørger for legeaftaler når vi er i København. Og heldigvis trives begge børn her og har fået masser af nye gode venner og skolekammerater.

Så til alle jer der overvejer om I skal "rive familen op" og flytte ud i verden, GØR DET! Det er den vildeste oplevelse.

Jeg glæder mig over hver dag her i Zug og håber at den her følelse vil vare længe endnu. Selvom mine børn er så trætte af at høre mig sige hvert andet øjeblik:" Er her ikke smukt, se lige bjergene"






fredag den 15. april 2016

Den nye i klassen

Jeg var ganske klar over at alt ville være nyt, da vi flyttede til Schweiz. Det var jo ligesom en af pointerne. At få lov til at starte forfra. En frisk side i bogen, helt blank og fin. Og bevares, det har været, og er stadig, den vildeste ride. Men hold op, hvor er det også hårdt!

Og det kommer faktisk bag på mig. De sidste 10 dage har jeg løbet mig en lille tur hver morgen, og er kommet hjem glad og fuld af energi. "Hvorfor pokker er jeg først begyndt på det nu?" Spurgte jeg mig selv, og nu har jeg fundet svaret; Fordi jeg simpelthen har været SÅ træt.

Det er, som når man starter nyt arbejde, der går ca 6 måneder før man er rigtig inde i kulturen, og ikke bare smider sig udmattet på sofaen når man kommer hjem.

Og det er præcis hvad ungerne og jeg har gjort. Vi har smidt os på sofaen om eftermiddagen. Og det har været ok. Men nu kan jeg mærke en ny energi hos os alle. Vi gider ting nu. Vi tager ud, vi leger mere. Det er fantastisk.

Det er en kæmpe oplevelse at være "den nye i klassen" i ALLE relationer i livet. Er du vanvittig man lærer meget om sig selv.

Jeg er 100% ude af min komfortzone når vi prøver på Chess. Siden 1998 har jeg udelukkende sunget med Læderhalsene, det er dælme grænseoverskridende at synge sammen med fremmede .( Især når de er så pisse-dygtige) Men det er også vildt fedt, og hold op jeg lærer en masse.

I dag starter vores Frülingsferie. 14 dejlige dage, som vi skal bruge i København. Hjem til alle de gamle og velkendte relationer. Vi glæder os. Glæder os til at få et storbyfix, men jeg er også spændt. For det er en forandret familie der kommer hjem til "alt det gamle". Vil det føles som en tidslomme? Som om alle andre er gået i stå?  Eller vil det bare være dejligt? Vil børnene føle sig splittede mellem København og Zug? Og hvornår føles Zug mere "hjemme" end København? Og vil jeg savne storbyen eller bjergene?

Jeg kan på nuværende tidspunkt kun konkludere en eneste ting; Vores liv er et eventyr og jeg elsker det.











mandag den 4. april 2016

Noget om vandrehistorier

Når man flytter et andet sted hen, det kan være en ny by eller et nyt land, eller bare opgang, så følger der næsten altid vandrehistorier med.

Jeg har hørt mange vandrehistorier om Schweiz, og jeg ved ikke helt om jeg skal tro på dem. Måske har de et gran af sandhed i sig, måske er det bare det pure opspind. Jeg synes at balancen mellem vandrehistorier og fordomme, er svær. For hvad er hvad?

Jeg er af flere omgange, og i forskellige selskaber blevet præsenteret for følgende historier:

1) "Schweizerene er virkelig lukkede og indebrændte mennesker, du bliver aldrig ven med en lokal! "

2) "Jeg kender en fyr, som fik en bøde på 500 chf, fordi han ikke havde sorteret sit affald korrekt. Myndighederne gennemgik hans skraldespand for at tjekke ham. Så pas på når du smider ud!"

3) " Ja, ja, man skal tage overdrevet meget hensyn når man bor i lejlighed. De lokale er mega sure. Min ven fik engang et brev fra sine naboers advokat, fordi han havde stillet sin cykel i opgangen."

4). " Jeg har hørt om en opgang, hvor man skulle være så stille, at man ikke måtte trække ud i wcet mellem 22:00 og 05:00, fordi det larmede. Hvis man gjorde det alligevel, skulle man kunne dokumentere at man havde været syg."

Det kan godt være at vi er meget heldige, men det er altså slet ikke det indtryk jeg har fået af Schweiz. Vi er godt nok stadig i "honeymoon-fasen" hvor alt stadig er nyt og spændende, men jeg har kun mødt positive og søde mennesker.

I vores opgang er der masser af rod, på den gode måde. Folk smiler og hilser og snakker når vi mødes. De er hjælpsomme og søde.

Ligeså de andre forældre i børnenes skoler, jeg har kun et godt indtryk.

Så jeg venter spændt på at der kommer ridser i lakken. Indtil da vil jeg nøjes med at nyde at foråret er kommet, det gør kun vores Zuglife endnu dejligere.


søndag den 14. februar 2016

Nye udfordringer

Pu ha, jeg kan mærke at det her bliver et meget personligt indlæg.

Jeg har lige fået tilbudt rollen som understudy på Florence i Chess, med to garanterede forestillinger! Det er jo for vildt! (Det er den kvindelige hovedrolle OMG!)

Jeg er skide stolt, ovenud lykkelig, og rædselsslagen! Jeg har ikke spillet teater siden 1998, hvor jeg definitivt lagde skuespillet på hylden.

Jeg synes ikke jeg var dygtig nok, havde ikke lyst til det liv der fulgte med og kunne ikke rigtig "give slip" på scenen.

Tør jeg mon åbne den dør igen?

Hvad hvis jeg failer helt vildt? Hvad hvis det bliver pinligt? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af at spille? Hvad nu hvis jeg ikke kan lære sådan en stor rolle udenad?

Men hvad nu hvis det bliver fantastisk? Jeg kan mærke den gamle cirkushest i maven. Den har ligget der i 18! år og sovet og nu vil den ud at galoppere!

Hvad nu hvis det bliver det fedeste i verden! Jeg får lov at lære en masse spændende mennesker at kende, jeg kommer til at lære en fandens masse, jeg kommer med garanti ud af min comfortzone 1000 gange!

Jeg får lov til at synge! Synge minimum 6 timer om ugen! Fuck det! Vi tog jo til Schweiz for at opleve og leve, jeg springer sgu ud i det! Med begge ben og bind for øjnene. Det her eventyr har lige taget en drejning jeg på ingen måde havde forventet.

Så må jeg lære at jodle en anden gang.



tirsdag den 26. januar 2016

Fritidsliv og jodling

En af de mange overvejelser man gør, inden man flytter land, er selvfølgelig om det fritisliv man har, kan erstattes. Eller om man kommer til at savne det for meget.

Især hvis det er et fritidsliv der fylder og som giver een både netværk, venskaber og gode oplevelser.

I vores lille familie er vi aktive spejdere, og det var da klart med vemod at vi sagde farvel til Orion Gruppe på Østerbro. Især Karoline synes det var svært. Men vi har en tyrkertro på at spejderlivet i Schweiz er endnu federe. Jeg mener, come on, vi bor på et bjerg! Der er det vildeste natur overalt, det slår klart Østerbro med længder.

Af hensyn til børnene, har vi ikke startet et fritidsliv her endnu. De skulle lige falde på plads i alt det nye, men vi er ved at være klar. Efter vinterferien skal Karoline møde sin nye spejdergruppe (Som selvfølgelig har en hytte i skoven på bjerget) og hun glæder sig. Det bliver spændende at opleve hvor meget anderledes det er her og om der også er plads til os andre.

I Danmark er jeg medlem af Showkoret Læderhalsene. Et crazy kor, med vildt mange sjove opgaver. De er fanmer svære at forlade. Så jeg skal jo finde mig en schweizisk udgave... Eller noget...

Ved en tilfældighed dumpede jeg ind i " The English Theatre Group in Zug"(Igen - takket være facebook.) Og købte billet til deres forestilling. Det her var helt tilbage i september måned, og de satte Sondheim musicalen "Assasins" op. Det var faktisk med nogen skepsis, da jeg satte mig tilrette i sædet, for hvordan var niveauet nu? Jeg må sige, at min skepsis blev sendt i skammekrogen.

Hold nu OP de var dygtige, det var helt skørt. Det var simpelthen så prof. Da jeg bladrede i programmet, så jeg da lige hvorfor de var så dygtige. De fleste af dem er uddannede skuespillere i England og USA og er af forskellige årsager havnet i Schweiz. De sætter så en musical op om året, sådan for sjov.

Jeg fik lusket mig til en audition. I søndags. Jeg MÅ bare være med. Åh, det ville være SÅ sjovt. Livet er bare federe når man får lov til at synge. De skal sætte "Chess" op til september. Og i midten af februar får jeg svar. Hvis jeg kommer med, får jeg forbandet travlt og skal bruge en barnepige og alt muligt.

Hvis jeg ikke er dygtig nok (hvilket ville være fuldstændig fair), så må jeg vel lære at jodle....

Indtil da, holder jeg vejret og krydser fingre.


Hvis du vil vide mere om Læderhalsene, så se da lige Selvsving Galla fra DR2 i lørdags, det er os der synger :-). Og ja, nogle fritidsinteresser er værd at pendle for. 






onsdag den 16. december 2015

Lidt om jul

Da vi pakkede flyttebilen i København i juni måned, havde vi en diskussion om, hvorvidt vi skulle slæbe vores julekasser med. Jeg insisterede, og de kom med til Zug. Og det er jeg simpelthen så glad for i dag.

Hvis vi skulle kaste os ud i det her projekt, skulle det være helhjertet og alt skulle med.

Da december nærmede sig, gik jeg i kælderen for at hente julekasserne. Jeg var så spændt på om jeg mon ville komme i ægte julestemning, her i vores nye hjem. Indrømmet, jeg er totalt julenørd. Jeg ELSKER december, med alt hvad den indebærer.

Vi pyntede op i stuen, og her blev så fint. Ungerne lavede nisselandskab og vi lyttede til julemusik og læste julehistorier og spiste pebernødder. Den ægte stemning kom snigende.

I løbet af december har vi holdt vores danske traditioner i hævd, vi har set og åbnet U-landskalender, lavet dekorationer med kalenderlys osv. Vi har faktisk nydt, at være "lidt alene", som man jo er, som nytilflyttet, for vi har ikke skule ræse til alle mulige og umulige arrangementer.

Vi har nydt div julemarkeder i Zug og Zurich. Og smagt på lokale julelækkerier.

I mandags pakkede jeg så alt julepynten væk igen! Vi kører til København på fredag og jeg magtede ikke at komme hjem i januar til en julepyntet lejlighed. Og sært nok, kom jeg endnu mere i julestemning af at pakke det hele sammen igen og gøre hovedrent.

For nu, bliver det ægte rigtig jul. NU skal vi hjem til familien og vennerne og Tivoli og se lysene på D´angleterre, og drikke gløgg og gnaske æbleskiver.

Jeg har været i den skønneste julestemning lige siden. For det kan godt være at her er vidunderligt og vi elsker at bo her. Men helt ærlig, julen skal man dele med sin familie. Vi skal i Tivoli lillejuleaften og for en kort periode glæder jeg mig til at "alt er som det plejer".  For med alt det nye vi oplever hele tiden, tror jeg vi har brug for en lille pause.

Og så kan jeg jo håbe på, at vi næste år kan lokke familien til Schweiz, så "Alt som det plejer" kunne snige sig ind på Zugerberg.

Rigtig glædelig jul.

mandag den 16. november 2015

Danskerkolonien

"Vi flytter til Schweiz." " Nå, hvor spændende, hvor skal I bo?" " I Zug." " Nååå, i Danskerkolonien....."

Åh, hvor har jeg hørt det mange gange. Det var ikke årsagen til at vi flyttede til Zug, vi er de eneste danskere i vores kvarter og Jakob er den eneste dansker i sin klasse. Vist har vi fået nye danske venner her, men det er vel narurligt at man finder sammen med ligesindede eller hvad? Facebookgruppen "Danskere i Zug" har 164 medlemmer, meen det er jo altså et temmelig stort areal det dækker.

Det er altså ikke noget jeg tænker over, lige indtil i fredags.

Torsdag eftermiddag åbner jeg vores postkasse og finder et brev til Familien Ewald. Jeg åbner brevet og finder en lejekontrakt på en lejlighed! Da vi på ingen måde skal flytte, undrer jeg mig og tjekker kuverten en ekstra gang. Åh, brevet var til FILIP Ewald og ikke familien Ewald. My bad. Men hvorfor er det havnet i vores postkasse? Så mange hedder da ikke Ewald!

Jeg ser nærmere på lejekontrakten og opdager at Filip Ewald bor i nr 5b og vi bor i nr 58. På samme vej. Postbuddet må have set forkert. Jeg griner og tænker" Sikke et sjovt sammentræf, der bor 2 familier Ewald på vores vej."

Jeg beslutter mig for at aflevere brevet dagen efter.

Fredag kører jeg ned til nr 5b og ringer på. På tysk forklarer jeg at jeg har et brev til dem, om jeg må komme op og aflevere det. Jeg vil gerne forklare hvorfor jeg har åbnet brevet. Jeg kommer op til lejligheden og en rar dame står i døren. Hun er vel 10 år ældre end mig. "Taler du engelsk?" Spørger jeg på tysk. Det gør hun, og jeg begynder at forklare hvem jeg er og hvorfor jeg har åbnet deres brev.  Damen er mægtig rar og vi sludrer lidt, det er vældig hyggeligt. Til sidst spørger hun hvor jeg kommer fra, da Ewald faktisk er et familienavn. " I am from Copenhagen, Denmark" Svarer jeg. Til det svarer den rare dame, på dansk" Og jeg er Merete fra Lyngby, kommer du ikke ind og får en kaffe...."

"Vi flytter til Schweiz" " Nå, hvor spændende, hvor skal I bo" " I Zug" " Nåå, i Danskerkolonien?" " Oh yes..."